Om Kirsten
f: 1956: Jeg er uddannet lærer, musikterapeut og pædagog. Jeg har i mit arbejdsliv haft musikken som den røde tråd, da det er noget både børn, unge, ældre, handicappede og raske kan have glæde af. Jeg kan heller ikke selv undvære musik og sang. Et barn i en børnehave kaldte mig engang "Syngemaskinen", da jeg næsten altid gik og nynnede eller sang en sang. I mit barndomshjem var der meget musik - mest klassisk. Min far spillede violin og bratch og min mor klaver. Alle os fire søskende skulle lære at spille et eller flere instrumenter, og jeg lærte at spille blokfløjte, klaver og guitar. Som ung fik jeg smag for visesangen, der dengang var meget populær. Mit store forbillede var Birgitte Grimstad, og de første sange, jeg lærte udenad, var fra hendes repertoire. Senere har jeg udvidet mit repertoire til at omfatte det mere jazzede som f.eks. Monica Zetterlunds sange/viser. Jeg har også en stor svaghed for franske viser, da jeg elsker det franske sprog. Derfor synger jeg også ballader af f.eks. Edith Piaf og Jacques Brel. Nogle gange er det på originalsproget - andre gange er det på dansk. Ole og jeg har samarbejdet om at oversætte dem. Vi mødte hinanden i Visens Venner, og er nu sammen både dér og privat. Vi udfordrer hinanden både musikalsk og intellektuelt, da vi godt kan se forskelligt på mange ting. Men dette kan medføre, at der bliver skrevet nye sange eller lavet artikler til bladet "Visor", og så er det ikke så ringe endda!

Om Ole
f: 1956: Jeg er uddannet journalist, men som 18-årig kom jeg på højskole, hvor jeg lærte et par greb på guitar. På det tidspunkt var jeg meget optaget af "Svantes viser" og Cornelis Vreeswijk. Jeg bestemte mig for, at mit fokus skulle rettes mod det skandinaviske område, da de fleste andre sang på engelsk. Da jeg kom hjem fra højskolen havde Niels Hausgaard fået godt gang i karrieren. Hans sange lærte jeg, de var ikke komplicerede at spille og jeg var godt kendt med dialekten. Det viste sig at være en stor fordel da jeg senere kom i lære på Vendsyssel Tidende i begyndelsen af 80'erne. Samtidig med at jeg selv spillede viser, hørte jeg meget jazz. Noget var meget komplekst, mens andet var  mere enkelt. Jeg stødte på Olle Adolphsons fortolninger af Evert Taube og Fred Åkerströms Bellman. Jeg vendte tilbage til Osvald Helmuth og Liva Weel (som jeg huskede fra min barndom) for at lære noget om timing... Og jeg lyttede til Poul Henningsens tekster. En dag tænkte jeg: "Hvis han kan, kan jeg sgu osse!", så jeg begyndte at skrive mine egne sange - mange af dem, ret ubehjælpsomme og kedelige. En skønne dag gik det op for mig, at tekster skal handle om det alment menneskelige - med en overvægt af sjove, underholdende og satiriske tekster - og en enkelt alvorlig "våd karklud" hist og pist. I begyndelsen af 80'erne kom jeg med i Visens Venner, hvor jeg har fundet et fantastisk publikum og gode legekammerater. Det var også her jeg mødte Kirsten.