Af: Ole Christensen
Har ordet ”viser” fået klang af ridsede lakplader og gulnede tekster og noder?

”Visens Venner (hævede øjenbryn) det lyder da spændende”… (forlegen tavshed).
Den reaktion mødes jeg ofte med, når jeg fortæller, hvad jeg bruger det meste af min fritid på.

Selv har jeg af og til en fornemmelse af at ”vise” er et ord, der er på vej ud af sproget, henvist til glemsel i skimlede, gamle ordbøger.  Tilmed kan det føles en smule pinligt at indrømme, at man synger viser. Når jeg optræder udenfor Visens Venner, kalder jeg mig selv for alt mulig andet end visesanger, eksempelvis troubadour eller sangskriver.
Mit anliggende her er ikke at definere, hvad en vise er eller hvad der gør en sang til en vise. Formålet er at sætte gang i en debat om selve ordet vise. Hvis unge mennesker overhovedet kender ordet, er det ikke i aktivt brug. Hvis man spørger dem ad og forklarer, siger de diplomatisk: Øh… det er nok ikke lige mig.
Jeg er ikke i tvivl om, at der faktisk er et marked for viser. Hvis vi regner alle visevenner sammen i hele norden, bliver det til nogle stykker, selv om vi har medlemstilbagegang i Danmark. Derfor er det vigtigt for os i Danmark, at visen i højere grad bliver et fælles nordisk projekt – et marked for udveksling af CD’er, tekster og noder.

På dansk grund er det straks vanskeligere. Jeg har overvejet om det er ordet ”vise”, der er noget i vejen med, men kan dog ikke umiddelbart finde et passende udtryk at erstatte det med. Det er min erfaring fra mange års optræden, at publikum udenfor Visens Venner rigtig gerne vil synge – også viser. Sangene kaldes ikke for viser, men for sange. Men at kalde os for ”Sangens Venner” ville sende et forkert signal. Vi beskæftiger os jo ikke primært med alsang.

Der er også en musikalsk komponent i viser og en meget vigtig ”sideeffekt”, nemlig fællesskabet om at lytte og synge. At kalde et sted, hvor der synges viser for musikcafé eller folkemusikcafé er måske ikke helt hen i vejret. Det er et kompromis, man kan vælge at indgå, hvis man håber at kunne tiltrække et publikum, der også gerne vil høre viser, men ikke forbinder noget med begrebet. Opmærksomheden flyttes ganske vist fra teksten til musikken, men det behøver ikke at forhindre, at det primære indhold er viser – eller sange fortolket som viser. I dag hører vi al slags musik. Kim Larsens musik kan samle generationer. Det bliver udtrykkeligt kaldt musik – ikke viser. Det samme gør sig gældende for Benny Andersens viseudgivelse. Titlen er Samlede sange.

Overvej om den følgende antagelse passer eller den er helt fejlagtig:
Sig ”viser” uden for Visens Venner, så opstår der associationer a la: Gamle lakplader med ridser, Osvald Helmuth, Liva Weel, ensom sanger med guitar eller klaver, mere eller mindre talentfuld, uaktuelle revytekster… Svante… nåeh ja. Det var vist viser. Hvem udenfor Visens Venner synes, det er interessant eller aktuelt i dag.

Virkeligheden i viseforeningerne er en ganske anden. Vi anstrenger os alle for at lave programmer som publikum finder interessante. Problemet er måske, at vores ”støvede image” forhindrer os i at tiltrække nyt publikum – og måske nye udøvende. Jeg har ikke nogen løsning, men hvis jeg ikke er helt alene om at se problemet, er der måske noget vi skal have snakket om i ”Visens Venner”.